---
title: "Vedtægter"
description: "2020"
date: "2026-09-17"
created: "2026-09-17"
---

# Vedtægter

2020

[Hjem](https://assensfjernvarme.dk/)

                    [Om os](https://assensfjernvarme.dk/om-os)

                    [Vedtægter og bestemmelser](https://assensfjernvarme.dk/om-os/vedtaegter-og-bestemmelser-2)

                [Vedtægter](https://assensfjernvarme.dk/om-os/vedtaegter-og-bestemmelser-2/vedtaegter)

## § 1 - Navn og hjemsted

1.1 Selskabets navn er Assens Fjernvarme A.m.b.a.

 ****

1.2 Selskabets hjemsted er Assens Kommune.

## § 2 - Formål og forsyningsområde

 ****

2.1 Selskabets hovedformål er direkte eller indirekte at etablere og drive kollektiv varmeforsyning i Assens og omliggende områder. Selskabet kan udøve sin virksomhed gennem selskaber, der er helt eller delvist ejet af selskabet. Ejerskabet kan være indirekte.

 ****

2.2 Selskabet og de af dette direkte eller indirekte ejede selskaber, under ét "selskaberne", kan udøve sin og deres virksomhed alene eller i samarbejde med andre. Selskaberne kan herunder samarbejde med andre forsyningsvirksomheder om varetagelse af tekniske, administrative og andre opgaver.

 ****

2.3 Selskabernes forsyningsområde fastsættes til enhver tid af det af selskaberne, der forestår distributionen af varmen, i det følgende "distributionsselskabet", under hensyntagen til såvel den til enhver tid gældende lovgivning som til såvel tekniske som økonomiske forhold.

2.4 Selskaberne kan drive sideordnet aktivitet. Aktiviteterne skal alle have til formål at fremme selskabernes drift, økonomi, forsyningssikkerhed eller økonomiske udvikling.

 ****

 ****

## § 3 - Andelshavere/varmeaftagere

3.1 En fysisk eller juridisk person, kan optages som andelshaver, hvis denne har selvstændig måler ejet af distributionsselskabet og er:

- Ejer af en særskilt matrikuleret ejendom
- Ejer af en ejerlejlighed
- Andelsbolighaver
- Ejer af bygning på lejet grund
- En ejerlejlighedsforening/andelsboligforening/boligfællesskab eller boligselskab

3.2 Enhver, der opfylder de i 3.1 anførte betingelser, og hvis ejendom/andelsbolig ligger inden for forsyningsområdet, er berettiget til at blive optaget som andelshaver, hvis ejendommen forsynes med fjernvarme.

3.3 Selskaberne kan endvidere levere varme til varmeaftagere, der via en andelshaver forsynes med varme. Disse benævnes efterfølgende *varmeaftagere* og kan for eksempel være det enkelte medlem af en andelsboligforening eller ejerlejlighedsforening, lejere i fjernvarmeforsynede ejendomme, forpagtere etc.

3.4 Selskaberne kan endelig levere varme til ikke-andelshavere, det vil sige enhver, der ikke ønsker eller, som på grund af egne forhold, ikke kan være andelshaver.

3.5 Levering til ikke-andelshavere og varmeaftagere sker på leveringsvilkår, der svarer til de vilkår, der gælder for andelshavere.

3.6 Andelshavere, varmeaftagere og ikke-andelshavere skal respektere selskabets gældende vedtægter samt de øvrige vilkår for levering af fjernvarme, der til enhver tid er gældende for distributionsselskabet, herunder for eksempel Takstblad og de af distributionsselskabets bestyrelse udarbejdede Almindelige og Tekniske Bestemmelser for fjernvarmelevering.

3.7 Når særlige forhold gør sig gældende, for eksempel med hensyn til bygningskarakter og varmebehov, kan distributionsselskabets bestyrelse indgå særaftaler om tilslutning og varmelevering.

 ****

 ****

## § 4 - Andelskapital, andelshavernes hæftelse og økonomiske ansvar

4.1 Som andelskapital indbetaler hver andelshaver et beløb, som fastsættes af bestyrelsen. Beløbet fremgår af Takstbladet. I forhold til tredjemand hæfter andelshaveren ikke personligt for selskabets forpligtelser. Andelshaveren hæfter alene med den indbetalte andelskapital. Andelshavere får ikke udbetalt forrentning af andelskapitalen. Der udstedes ikke andelsbeviser.

 ****

 ****

## § 5 - Udtrædelsesvilkår

5.1 Andelshavere indtrådt før 1. januar 2010, kan udtræde af selskabet med 18 måneders skriftligt varsel til et regnskabsårs udløb.

5.2 Andelshavere, der er indtrådt fra og med den 1. januar 2010, kan udtræde af selskabet med en måneds skriftligt varsel til udgangen af en måned, når der er gået fem måneder fra aftalens indgåelse. Udtræden er dog til enhver tid begrænset af lovgivningen og offentlige myndigheders beslutninger.

5.3 På udtrædelsestidspunktet forpligter andelshaveren sig til at betale distributionsselskabet:

- Skyldige beløb i henhold til årsopgørelsen.
- Eventuelt skyldige bidrag.
- Et beløb til dækning af udgifter ved afbrydelse af stikledningen ved fordelingsledningen, nedtagningen af måler og andet tilhørende selskabet.
- Distributionsselskabets omkostninger ved eventuel fjernelse af dette selskabs ledninger på den udtrædendes ejendom i det omfang sådanne ledninger alene vedrører den udtrædendes varmeforsyning.
- Hvis det ikke er muligt for distributionsselskabet at overdrage den kapacitet, der er blevet ledig ved udtrædelsen, til nye andelshavere, kan der endvidere enten af selskabet eller af distributionsselskabet opkræves en godtgørelse for udtrædelse. Godtgørelsen opgøres på opsigelsestidspunktet på grundlag af den senest anmeldte priseftervisning til Energitilsynet. Godtgørelsen beregnes som den udtrædendes andel af de samlede anlægsudgifter i distributionsselskabet og i det selskab, der producerer varmen, med fradrag af de afskrivninger, der har været indregnet i priserne i disse to selskaber. Den udtrædendes andel af produktions- og distributionsselskabernes anlægsudgifter, med fradrag af foretagne afskrivninger, beregnes på grundlag af den udtrædende andelshavers andel af distributionsselskabets samlede registrerede tilslutningsværdi, afgiftspligtige areal, rumfang, hedeflade etc., i regnskabsåret inden opsigelsen.

5.4 En udtrædende andelshaver har ikke krav på nogen andel af selskabernes formue.

5.5 Hvis leveringsforholdet ophører, har distributionsselskabet ret til at lade ledningsnettet blive liggende, og har fortsat adgang til drift, eftersyn og reparation af dette. Hvis ledningsnettets forbliven medfører væsentlige og omfattende hindringer for rummenes eller grundens udnyttelse, og der derfor ikke kan opnås en aftale, kan ekspropriationsreglerne i varmeforsyningsloven anvendes.

## § 6 - Generalforsamling

6.1 Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed.

6.2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest 4 måneder efter regnskabs­årets afslutning.

6.3 Indkaldelse til generalforsamling skal foretages tidligst 4 uger og senest 2 uger før generalforsamlingen ved skriftlig indbydelse og/eller ved annonce i mindst et lokalt blad efter bestyrelsens skøn og med angivelse af dagsorden.

6.4 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde:

 1. Valg af dirigent.

 2. Bestyrelsens beretning for det forløbne regnskabsår.

 3. Den reviderede årsrapport fremlægges til godkendelse.

 4. Budget for selskabet og de øvrige af selskaberne for indeværende driftsår fremlægges til orientering.

 5. Fremlæggelse af investeringsplan for selskaberne for kommende år til orientering.

 6. Forslag fra bestyrelsen.

 7. Indkomne forslag fra andelshavere/stemmeberettigede i henhold til delegation af stemmeret.

 8. Valg af bestyrelsesmedlemmer.

 9. Valg af suppleanter til bestyrelsen.

 10. Valg af revisor.

 11. Eventuelt.

6.5 På generalforsamlingen har hver andelshaver (eller evt. sameje) én stemme for hver ejendom/andelsbolig, der opfylder betingelserne i §§ 3.1 og 3.2 og som efter BBR-registret er registreret med bidragspligtigt areal på indtil 500 m² i distributionsselskabet. For hver yderligere påbegyndt 500 m² bidragspligtigt areal har andelshaveren yderligere én stemme. Ingen andelshaver kan dog afgive mere end 10 stemmer pr. matrikuleret ejendom/andelsbolig.

 For udlejningsejendomme, andelsboligforeninger, ejerlejlighedsforeninger og boligselskaber udøves stemmeretten af andelshaveren, medmindre denne vælger at delegere stemmeretten til varmeaftagerne. Der kan alene delegeres til varmeaftagere, der har egne målere. Der kan dog ikke delegeres flere stemmer end de stemmer, som udlejningsejendommen, boligforeningen mfl. er tildelt, dog maksimalt 10 stemmer.

 Hvis andelshaveren vælger at delegere stemmeretten til varmeaftagerne, er disse berettigede til at stemme, hvis selskabet senest 14 dage før generalforsamlingen modtager en navnefortegnelse fra andelshaveren over de varmeaftagere, der har fået delegeret stemmeretten.

6.6 Stemmeret kan udøves ved skriftlig fuldmagt. Ingen fuldmagtshaver kan repræsentere mere end to fuldmagtsgivere.

6.7 Det er en forudsætning for stemmeudøvelse, at andelshaveren/varmeaftageren 8 dage før generalforsamlingen ikke er i restance med noget beløb til selskaberne, som et eller flere af selskaberne med rette har overgivet til retslig inkasso, og der ikke er begrundet tvivl om selskabernes krav på betaling.

6.8 Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed uden hensyn til de fremmødtes antal.

6.9 Vedtægtsændringer kan kun besluttes af andelshavere. Ved vedtægtsændringer kræves, at mindst halvdelen af selskabets andelshavere er repræsenteret på generalforsamlingen. Desuden skal beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de stemmer, der er repræsenteret på generalforsamlingen. Er mindre end halvdelen af andelshaverne repræsenteret på generalforsamlingen, og er forslaget vedtaget af 2/3 af de repræsenterede andelshavere, indkalder bestyrelsen inden 14 dage til en ny generalforsamling. Denne generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter datoen for første generalforsamling, og forslag om vedtægtsændringer kan da vedtages alene med simpel stemmeflerhed af de fremmødte andelshavere uden hensyntagen til det repræsenterede antal andelshavere.

6.10 Selskabets bestyrelse er bemyndiget til at foretage sådanne ændringer i selskabets vedtægter, som er nødvendige på grund af offentlige myndigheders krav, uden at reglerne for vedtægtsændringer skal følges. Bestyrelsen skal på førstkommende generalforsamling redegøre for sådanne ændringer.

6.11 Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før generalforsamlingen. Bestyrelsen er forpligtet til at undersøge om fremkomne forslag er i overensstemmelse med gældende lovgivning.

6.12 Den reviderede årsrapport, fuldstændig dagsorden samt eventuelle forslag skal være fremlagt på selskabets kontor senest 8 dage før den ordinære generalforsamling.

6.13 Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/3 af andelshaverne skriftligt fremsætter ønske om det, ledsaget af de forslag, der ønskes behandlet. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes inden 4 uger efter modtagelsen af skriftligt ønske om afholdelsen.

6.14 Alle beslutninger skal indføres i selskabets forhandlingsprotokol. Forhandlingsprotokollen skal altid underskrives af dirigenten.

## § 7 - Bestyrelse

 ****

7.1 Selskabets bestyrelse består af 7 generalforsamlingsvalgte medlemmer, hvoraf mindst 5 medlemmer skal være andelshavere. Derudover kan byrådet udpege et bestyrelsesmedlem, hvis kommunen yder kommunegaranti for selskabets lån. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 3 år ad gangen, men kan genvælges. Hvert år afgår 2 bestyrelsesmedlemmer, dog afgår hvert 3. år 3 bestyrelsesmedlemmer. Det bestyrelsesmedlem, som byrådet har udpeget, kan når som helst udskiftes af byrådet.

7.2 Suppleanter.

 På den ordinære generalforsamling vælges 2 suppleanter for et år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Ved et bestyrelsesmedlems udtræden af bestyrelsen i valgperioden, for eksempel hvis et bestyrelsesmedlem mister sin valgbarhed, indtræder suppleanten i bestyrelsen i stedet for det afgående medlem, i dennes resterende valgperiode. Suppleanterne indtræder i den rækkefølge de er valgt.

7.3 Valgbarhed.

 Enhver andelshaver, som har stemmeret og enhver person, som er tilknyttet selskaber, institutioner eller lignende som er andelshavere og har stemmeret, er valgbar som generalforsamlingsvalgt bestyrelsesmedlem og suppleant. Bestyrelsen afgør endeligt eventuelle tvivlsspørgsmål om valgbarhed.

7.4 Bestyrelsesmedlemmer vælges af generalforsamlingen for en periode på 3 år. Bestyrelsesmedlemmernes valgperiode ophører ved afslutningen af den ordinære generalforsamling i året, hvor valgperioden på 3 år udløber. Som følge af, at selskabets regnskabsår er omlagt i 2018, vil bestyrelsens valgperiode være forkortet i årene 2019, 2020 og 2021.

 ****

## § 8 - Selskabets ledelse

 ****

8.1 Bestyrelsen har den overordnede ledelse af selskabet og alle dets anliggender. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen konstituerer sig selv.

8.2 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 af dens medlemmer er mødt til indvarslet møde. Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Står stemmerne lige er formandens stemme afgørende.

8.3 Referat fra bestyrelsesmøder indføres i selskabets protokol, der føres som en beslutningsprotokol.

8.4 Bestyrelsen antager og afskediger daglig leder og andet overordnet personale og træffer aftaler om ansættelsesforhold mv.

8.5 Bestyrelsen har bemyndigelse til i selskabets navn at optage lån, købe, sælge og pantsætte fast ejendom samt foretage enhver anden forretning og disposition vedrørende selskabet.

8.6 Selskabernes bestyrelser fastlægger tarifferne.

8.7 Bestyrelsen kan nedsætte udvalg blandt bestyrelsen, som fungerer i henhold til en forretningsorden. Bestyrelsen kan hermed delegere nogle af sine beføjelser til udvalgene.

8.8 Selskabet tegnes af 3 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf det ene skal være formanden.

8.9 Bestyrelsen kan meddele prokura, enkel eller kollektiv.

## § 9 - Regnskab og revision

9.1 Selskabets regnskabsår er fra 1. januar til 31. december. Årsrapporten opgøres under hensyntagen til lovgivningens bestemmelser og god regnskabsskik.

9.2 Selskabets regnskabsår er omlagt i 2018, hvilket medfører et forkortet regnskabsår fra 1. juni til

 31. december 2018.

9.3 Årsrapporten revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor, valgt af generalforsamlingen.

## § 10 - Selskabets opløsning

10.1 Beslutning om selskabets opløsning kan kun vedtages af generalforsamlingen efter reglerne om vedtægtsændringer og i øvrigt i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning.

10.2 Besluttes det at opløse selskabet, skal der på den generalforsamling, hvor beslutningen tages, vælges en eller flere likvidatorer til at forestå opløsningen.

10.3 Eventuelle overskud ved opløsningen skal fordeles mellem andelshaverne i forhold til andelshavernes andele af distributionsselskabets forbrugsuafhængige omkostninger i det sidste regnskabsår. Ingen andelshaver kan få udbetalt større beløb end den pågældendes indskudskapital. Eventuelt overskud herudover skal anvendes efter generalforsamlingens beslutning.

Godkendt på selskabets generalforsamling den 18. august 2020.
